Referat Lokalråd Næstved Vestegn 15.06.2021
ㅤ
Indhold
Beslutningsreferat – Lokalrådet for Næstved Vestegn
Dato: 15.06.2021
Tidspunkt: 18.30
Sted: Kællerødvej 9, 4250 Fuglebjerg
Deltagere: Anne Wrist Sørensen, Gunner Hansen, Hanne Jensen, Hans-Henrik Jensen, Harly Bruun Jørgensen, Henning Lykke Pedersen, Karen Bjerre, Knud Hansen, Kurt Gade, Poul-Erik Pedersen.
Afbud: Kurt Gade – Knud Hansen deltager i mødet fra pkt. 5.
Dagsorden:
1. Godkendelse af referat. (27. aug. 2020)
2. Eventuelle tilføjelser til dagsorden.
3. Godkendelse af dagsorden.
4. Orientering fra formanden. Infotavler – Lokalrådenes fællesmøde 18. sep. kl. 9.30,
Holmegaard Værk.
– Fællesskabs stafetten 19-24 sep. – Erling Nielsen udtræder af bestyrelsen pga.
sygdom. .
5. Økonomi / Kronjyden. (Medbring gerne scannet pas og sundhedskort, eller opsøg
Kronjyden afd. Fuglebjerg)
6. Agenda 21.
7. Landdistriktsmøde 14. juni.
8. Hjemmeside
9. Teaterforestilling 29. juni.
10. Velkomstambassadør.
11. Centerbyprojekt.
12. Turistprojekter – Skiltning og naturoplevelser.
13. Kommunalvalg 16. nov. 2021.
14. Mødekalender 2. halvår
15. Bordet rundt.
16. Tid og sted for næste møde.
17. Eventuelt
Ad 1:
Referatet fra 27. august 2020 blev godkendt.
Ad 2:
Punkterne 7 og 10 sammenlægges under pkt. 7.
Ad 3:
Godkendt.
Ad 4:
Infotavler ved Biblioteket er istandsat og er funktionelle igen efter hærværket sidste efterår.
Næstved kommune har betalt udgifterne ved renoveringen.
Orientering om lokalrådenes fællesmøde den 18. sep. på Holmegaard Værk og
Fællesskabsstafetten den 19.-24. sep. taget til efterretning.
Erling Nielsen har fremsendt sin udmeldelse af Lokalrådet grundet sin sygdom. Gunner
sender ham en buket blomster, og Erling takkes for hans virke gennem mange år i
lokalrådet.
Poul-Erik har deltaget i online møde om bl.a. det nedsatte fordelingsudvalg, som bl.a.
uddeler 150.000 kr. til ansøgere fra lokalråd, til ekstra projekter. Desværre er der efter vores
mening, - opstået en kultur af selvforherligelse i udvalgets ledelse. Man prioriterer desværre
egne ansøgninger, - selv om de falder uden for de nedsatte retningslinjer til ansøgningerne.
Det tages op til drøftelse igen, hvordan det skal administreres.
Ad 5:
Det aftales, at alle i lokalråds bestyrelsen kontakter Sparekassen Kronjylland til scanning af
pas og sundhedskort. Det er bankernes forholdsregler mod hvidvaskning, der kræver det fra
alle bestyrelsesmedlemmer af foreninger. Jeanette vil være behjælpelig, hvis ikke man selv
scanner. Åbningstider 10:00 – 16:00 de fleste dage. Banken forhøjer deres årlige forenings
gebyr til 500,- kr.
Vores økonomi bliver tilskrevet med ekstra kr. 5000. kr. årligt. idet byrådet har besluttet en
forhøjelse. Ellers ser det fornuftigt ud med en saldo på 58.233. p.t.
Ad 6:
Der har været afholdt fem onlinemøder det sidste år, senest dog også et fysisk møde hos
formanden i Næsby. Her blev bl.a. talt om klimasøer, hvor også Henrik Weidling deltog med
indlæg.
Onsdag den 23 juni, er der opstillet bod fra Næstved Kommune. Her fortælles om den nye
affaldsordning. Det forventes at mange har spørgsmål til medarbejderne, idet der er
torvedag om onsdagen på Axeltorv. Næste møde bliver i august måned.
Ad 7:
På mødet, som blev ledet af Thor Temte – var der fokus på blafferbænke, som åbenbart er
hans kongstanke, omkring løsningen af trafikproblemer. Der savnes og mangler - efter snart
15 år i Næstved Kommune – en nytænkning og nye strategier for, - hvad de egentligt vil med
landdistrikterne. Man er efter snart 15 år nået frem til at det vil være smart med en velkomst
taske, til ny tilflyttere i kommunen. Men dataforordninger gør, at man mener det skal være
naboer osv. som anmelder tilflyttere. Så vi er tilbage til tiden i Fuglebjerg Kommune, hvor
Lokalrådet dengang havde og administrerede denne ordning. Tænk sig 15 år med ingenting
fra Næstved Kommunes byråd.
Ad 8:
Gunner har afholdt et web seminar med kommunens administrator. Alt skal flyttes over på
en ny platform, efter det lige var blevet implementeret. Så nu går der tilsyneladende igen en
rum tid inden det kommer til at virke optimalt igen. Gunner sender et link til alle med
adressen på vores hjemmeside.
Ad 9:
Alle som har mulighed for at være der mødes kl. 17:00. Vi stiller op til forestillingen i B –
Hallen. Opslag er sat op i det meste af byen og Grønbroskolen. (Undskyld; - Næstved
Lilleskole – Afdeling Grønbro.) Vi har håndsprit og Coronaregler for teater følges.
Ad 10:
Er behandlet under pkt. 7.
Ad 11:
Vi skulle være først på listen over byer, hvor planen gennemføres. Vi regner med at der
kommer endelig verificering fra kommunen, om opstart af projektet ved biblioteket. Vi håber
det bliver sat i gang inden vinter, men håndværkerne har jo travlt.
Ad 12:
Anne har meldt sig til projektet, men har ingen respons fået fra projektlederne.
Ad 13:
Som tidligere år ønsker vi at arrangere et vælgermøde i Fuglebjerg. Vi ønsker kun lokalt
forankrede kandidater som er opstillet, - som paneldeltagere. Er der partier uden opstillede
kandidater i områderne i gl. Fuglebjerg kommune, må de se til fra sidelinjen.
Gunner er ordstyrer. Vi forsøger med datoen den 30. september enten i Kulturladen eller i
forsamlingshuset.
Ad 14:
Torsdag den 8. september på varmeværket
Tirsdag den 26. oktober på varmeværket.
Torsdag den 9. december hos Hanne og Frank Sandved.
Ad 15:
Der kommer ny varmemester på varmeværket i Fuglebjerg. Der afholdes afskedsreception
for Jens Peter fredag d.19. Kl. 13:00.
Ad 16:
Afholdes den 8. september kl. 19:00. på varmeværket.
Ad 17:
Forslag til generalforsamling i lokalrådet den 25. november på Cafe Fuglen.
Nordea Fonden spørges vedr. procedure for ansøgninger generelt.
Mødet slut kl. 20:00
Referat: Knud Hansen